af Ellen Lystbæk, Skanderborg

I Skanderborg Kommune vurderes det, at alle PPR-medarbejdere udfylder en kritisk funktion, fordi vi primært beskæftiger os med børn med særlige behov.

Da alle dagtilbud er åbne i forbindelse med den seneste nedlukning og det logopædiske arbejde er vigtigt i understøttelsen af børn i udsatte positioner, forventes det, at vi tager ud i dagtilbud og laver PPV´er/sproglige vurderinger, undervisning og vejledning. Alle værnemidler er naturligvis til rådighed, og som udgangspunkt bærer vi mundbind eller visir i børnehaver og vuggestuer, når vi bevæger os rundt i bygningerne. Vi holder 2 meters afstand til personalet og forældrene ved møder. Når vi underviser er det som udgangspunkt med visir eller plexiglasplade, så børnene kan se vores ansigter.

Nu hvor skolerne er lukkede, har logopæderne mulighed for at aftale fysiske møder med skoleledere, lærere, børnehaveklasseledere og forældre. Desuden er det muligt for os logopæder at kontakte ledelsen på skolerne og aftale, at vi kommer ud og underviser fx børn med udtalemangler.

I praksis har vi mulighed for at aftale vores brug af værnemidler med lederne i skoler og dagtilbud. Det kan variere fra distrikt til distrikt, hvor restriktive kravene er til brugen af værnemidler. Der kan være forskel på tilgangen til restriktioner hos dagtilbudsledere og skoleledere, ligesom der kan være forskel for os PPR-medarbejdere. Det opleves for en del PPR-medarbejdere dilemmafyldt at begive sig ud i opgaver i både skoler og dagtilbud. Det bør naturligvis være fuldt ud respekteret, når enten ledere eller medarbejdere stiller krav til brugen af værnemidler overalt, omend vi er gående, stående eller siddende.

I mit distrikt er det generelle billede for mig, at jeg bærer mundbind, når jeg går rundt i lokaler på skoler og i dagtilbud, og også når jeg observerer børn på stuerne. Derimod har jeg typisk aftalt med lederne, at jeg holder ca. 1 meters afstand til børn, som jeg underviser, og der holdes altid 2 meters afstand til forældre og personale. Af ledelsen i PPR er vi opfordret til at blive testet ugentligt i de midlertidige testcentre, der er etableret i kommunen

Når vi holder fysiske møder med forældre og personale, skal der være en god grund til det. Det vurderes fra sag til sag og med de enkelte ledere, hvad der er mest hensigtsmæssigt.

Alle interne møder i PPR foregår nu virtuelt. Det er stadig muligt for os at komme på Rådhuset, som kaldes Fælleden i Skanderborg Kommune. Vi skal blot notere i kalenderen, at vi er på Fælleden, så vores leder har mulighed for at smitteopspore, hvis der bliver behov for det. Det er heldigvis ikke sket endnu på trods af, at vi stadig bevæger os ind og ud af institutioner. Men før den første nedlukning d. 11. marts var der pludselig en smittet medarbejder i PPR. Det betød, at vi d. 9. marts sidste år alle blev kaldt hjem til hjemmearbejde, og en del af personalet (8 – 10 personer så vidt jeg husker) måtte i 14 dages karantæne. Heldigvis var ingen af dem blevet smittet med covid 19.

Vi er generelt kreative med hjemmearbejdspladser. Vi har mulighed for at låne skærm og tastatur, som kan kobles til vores bærbare PC derhjemme. Jeg har indrettet mig med stå-skrivebord, tastatur på en skammel på bordet og en stak bøger, som musen kan ligge og boltre sig på. Det fungerer faktisk vældig godt.

Det kollegiale samarbejde og sociale samvær begrænser sig nu til virtuelle faggruppemøder, teammøder, supervision m.m. Vi savner SÅ meget at kunne mødes fysisk. Både i logopæd, – konsulent- og psykologgrupperne inviteres der til virtuel kaffeslapperas for dem, der har tid og lyst. Og det gør noget godt for os at vide, at vi kan mødes på skærmen og få en snak om løst og fast, selv om vi ikke alle kan deltage hver gang.

Jeg har efterhånden vænnet mig til situationen og nyder faktisk at komme rundt på institutionerne.  Ligeledes nyder jeg roen i hverdagen, hvor jeg arbejder endnu mere hjemmefra end tidligere.

Men men men!! Det allerbedste bliver, når vi kan vende tilbage til en almindelig hverdag, hvor sprit, mundbind, visir og afstand forhåbentlig bliver fortid eller bare noget, som bliver et naturligt vilkår, så vi kan arbejde og være sammen igen med helt almindelige omgangsformer.

Og vi logopæder ved jo alt om, at kontakten er det mest grundlæggende behov for mennesker og danner et naturligt fundament for, at sprog kan udvikle sig mellem mennesker.

Så ud med coronaen og ind med samvær, nærvær og masser af sprog 😊